Svar fra fertilitetslægen
Aborter efter IVF, vil gerne henvises til HAB
Spørgsmål:
Hej.
Jeg har været tilknyttet mit lokale sygehus igennem en årrække. De har desværre ikke lyttet til mig, når jeg har fortalt om mine smerter ved afføring og vandladning.
Jeg har været igennem tre IVF, da lægerne på mit lokale sygehus sagde, at det var nu eller aldrig skulle jeg være gravid. Jeg mistede tidligt alle tre gange. Dette er beskrevet til sygehuset.
Efter et års hård kamp kom jeg til et landsdelsfunktionssygehus for endometriose, hvor de har fundet en ret stor cyste på min tarm, som sidder fast sammen med bagsiden af min livmoder.
Sygehuset var slet ikke i tvivl om, de tre omgange IVF jeg har været igennem har været nytteløse, da ud fra symptomerne og de korte graviditeter, var det kroppen, som udstødte embryoerne/fostrene.
Jeg har bedt landsdelsfunktionssygehuset om henvisning til HAB, men de siger, at man skal have haft seks spontane aborter for at blive dette samt at spontan abort ikke er mit hovedproblem.
Hvad gør jeg herfra? Jeg har prøvet at blive gravid i otte år og jeg nærmer mig grænsen for optag til HAB (hvor der er et års ventetid), da jeg er nærmer mig de 39 år. Når jeg ser på HABs hjemmeside er deres kriterier tre SA.
Jeg kan godt følge lægen på landsdelsfunktions sygehuset ifht at det ikke er mit hovedproblem. Men når jeg læser på HAB hjemmesiden, så bliver man udredt derinde, og kan få samme diagnose som jeg (endo og derfor svært ved at holde på graviditeten) og så tilbydes man fx medicin. Hvordan kommer jeg frem til at kunne få dem hjælp til mit næste forsøg? (Efter min endo og tarm operation i september mdr).
Svar:
Kære medlem af Endometriose Foreningen
Det er rigtig trist, at der har været et stort besvær med at opnå en blivende graviditet. Det er godt, at der er truffet en beslutning om en operation for din endometriose i september måned. Når operationen er gennemført, vil lægerne vejlede omkring, hvornår du kan starte med en ny fertilitetsbehandling. Om det er endometriosen, der har været årsag til aborterne, er umuligt at svare på, når jeg ikke kender de fund, der er lavet i forbindelse med den udredning du har været igennem.
Det er rigtigt, at kriterierne for en henvisning til udredning for habituel abort er 3 verificerede spontane aborter. Jeg vil foreslå, at du snakker med din kontaktlæge omkring disse forhold.
Jeg håber rigtig meget, at operationerne giver gevinst således, at en blivende graviditet hurtigt bliver etableret.
Med venlig hilsen
John Kirk
Svar fra fertilitetslægen
Forrige spørgsmål
< Skal jeg sige ja tak til operation og IVF-behandling?Næste spørgsmål
Fertilitetsbehandling eller operation på Riget/Skejby? >