Fjernelse af livmoderen

Vi har samlet lidt nyttig information om at få fjernet livmoderen og livmoderhalsen ved en kikkertoperation (laparoskopisk hysterektomi).

Udførelse af operationen

Når man opereres ved en kikkertoperation, vil man få foretaget fire små snit på maven. Et i navlen (hvor lægen går ind med kameraet) og tre længere nede på maven, der bruges til at indføre instrumenter.

Derefter vil kirurgen fylde gas i bughulen, så der bliver plads til arbejdet med instrumenterne og for at skabe afstand mellem bugvæg og de indre organer. Gassen bliver fuldstændig fjernet igen, inden operationen afsluttes. Rester af gas i maven kan føre til irritation i mellemgulvet og tarmen, hvilket kan resultere i symptomer som skuldersmerter, oppustethed i tarmen og forstoppelse.

Blodforsyningen til livmoderen fjernes ved klip og brænd, og blæren, som er vokset sammen med livmoderen på forsiden, løsnes. Livmoderen løsnes ved, at man skærer den af skeden, og den fjernes igennem skeden. Til slut syes skedetoppen med selvopløselig tråd. Det aftales med lægen/kirurgen, hvorvidt æggestokkene fjernes ved operationen eller bliver siddende.

Det er en god idé at aftale fjernelse af synlig endometriose med sin kirurg, såfremt det skønnes nødvendigt.

Komplikationer

Der er generelt få komplikationer og lave risici forbundet med laparoskopisk fjernelse af livmoderen. Komplikationer, som kan opstå under operationen, kunne være blødninger og skade af naboorganer. Disse bliver dog heldigvis hurtigt opdaget og håndteret. Komplikationer, der opstår senere (dage til uger senere), kan fx være infektioner i urinvejene, bækkenet, skedetoppen eller blødning.

Sene komplikationer ved fjernelse af livmoderen

Sene komplikationer kan være i form af for kort skede, som i nogle tilfælde kan have betydning for sexlivet. Fremfald af skedens forvæg eller forværring af tendens til urininkontinens.

Tiden efter operationen

Sårsmerter lige efter operationen er for det meste muligt at behandle med helt almindelig smertestillende (Ibuz, Paracetamol, Diclofenac). Det kan betale sig at tage smertestillende på faste tidspunkter lige efter operationen for at undgå smertetoppe. Husk dog altid at tage en snak med lægen inden og læs altid indlægssedlen og følg brugsanvisningen.

Forstoppelse og luftsmerter opleves desværre ofte efter operation, og disse rangerer lidt højere på smerter- og ubehagskalaen end sårsmerter. Det er derfor vigtigt at have en god tarmfunktion. Sørg for at få drukket rigeligt, komme ud af sengen hurtigt samt få taget noget afførende, så tarmfunktionen normaliseres hurtigst muligt.

Det er normalt med lette vaginalblødninger op til to uger efter operationen. Udflåd med lettere rosa farve er normalt op til fire uger efter operation. For at undgå infektioner frarådes det at bruge tamponer, tage karbade og undgå svømmehaller i fire til seks uger efter operationen. Brusebad kan tages helt normalt. For at undgå at syningen i skedetoppen går op, skal man holde sig fra at have samleje i otte uger efter operationen, medmindre lægen anbefaler andet.

Får du feber, føler dig utilpas eller har slemme kuldegysninger og fryser, skal du straks kontakte din læge eller skadestuen. Ved temperatur over 38 grader skal du kontakte læge.

Da de fleste kvinders udgangspunkt er forskelligt med hensyn til træningsstatus, jobsituation og andre sygdomme, er det vigtigt at tilpasse alle andre råd til den individuelle kvinde. Det er også vigtigt, at du som patient er bevidst om, hvordan din krop reagerer, og at du lytter til den. En sund balance mellem forsigtig aktivitet og hvile i begyndelsen er vigtig, hvorefter aktiviteten gradvist øges. De fleste vil opleve træthed og udmattelse de første fire uger efter operation, hvilket er helt normalt.

Sårpleje

Du får udleveret skriftlig information om sårpleje, når du udskrives fra hospitalet. Syningen opløses helt af sig selv, men den del af tråden, som sidder på ydersiden af såret, er længere tid om at opløses. Hvis der sidder noget løst, kan det nænsomt fjernes. Snittet i navlen er mere udsat for overfladeinfektioner. Hold derfor nøje øje med dette område. Skulle det begynde at væske, kan man forsigtigt rense med lidt Klorhexidin og en vatpind. Trådene i vagina er meget kraftige og kan ofte føles flere uger efter operationen. Dette er på ingen måde farligt.

Tøv endelig ikke med at kontakte din egen læge, hvis du oplever rødme, hævelse eller varme i området.

Få nyhederne fra Endometriose Fællesskabet først

Skriv dig op til Endometriose Fællesskabets nyhedsbrev og få de seneste nyheder og information om aktiviteter direkte i din indbakke.

Nyhedsbrevet udkommer én gang månedligt.