Hvordan finder man nogen, der virkelig forstår?

Kære brevkasse

For lidt over et år siden fik jeg diagnosen endometriose. Det skete efter mange år, hvor jeg bare troede, jeg havde lav smertetærskel. På en måde var det en lettelse endelig at få et svar. Men efter den første lettelse er der også kommet en følelse af tomhed og ensomhed.

OG det er ikke, fordi jeg ikke har folk omkring mig. Mine veninder er søde, men de forstår det ikke rigtigt. De kan godt spørge “har du stadig ondt?”, men når jeg siger ja, så går samtalen lidt i stå. Og jeg kan mærke, at jeg også selv holder igen, fordi jeg ikke vil være hende den syge hele tiden.

På arbejdet taler jeg næsten aldrig om det, fordi jeg er bange for at blive set som mindre stabil – som om jeg ikke er ligeså værdifuld som andre. Og jeg prøver også at skåne min familie lidt, fordi de bliver så bekymrede og kede af det.

Så på en mærkelig måde ender jeg med at sidde meget alene med det hele, også tankerne. Nogle gange tænker jeg: Er det bare sådan her, det bliver?

Så hvordan finder man støtte, når man ikke føler, at nogen helt forstår én, og hvordan man har det? Jeg er ikke rigtig typen, der normalt deler personlige ting med fremmede, men er også led og ked af at gå alene med det hele. Så jeg har overvejet at finde en gruppe, der måske deler nogle af de samme ting, som jeg går rundt med, men jeg har også en modstand i mig …

Hilsen

Den private

Kære Den private

Tak for dit vigtige brev. Et brev, jeg er sikker på, mange vil kunne se sig selv i. Og hvis du har fulgt med i brevkassen her, vil du vide, at du ikke er alene med de følelser, du går rundt med.

Når diagnosen både giver lettelse og ensomhed

Det giver utrolig god mening, at der både kan være lettelse og ensomhed efter at have fået en diagnose. Sådan har mange det ofte, når de har gået rundt med uforklarlige symptomer, og så omsider får en forklaring. For man får endelig et navn på det, man har levet med – men man får ikke nødvendigvis automatisk nogen at dele alt det med, som sygdommen og diagnosen har af konsekvenser for ens liv.

Og det, du beskriver, lyder som en særlig form for ensomhed: Du er ikke nødvendigvis alene, men du står alene med en erfaring, som andre ikke helt kan mærke indefra. Når dine veninder spørger, om du stadig har ondt, og samtalen derefter går i stå, kan det måske føles, som om der ikke rigtig er noget sted at lægge resten af det, der følger med smerten: bekymringerne, trætheden, frustrationen og tankerne om fremtiden.

Når du passer på alle andre

Samtidig lyder det, som om du passer meget på menneskene omkring dig. Du holder igen med veninderne, så du ikke bliver “hende den syge”. På arbejdet passer du på ikke at fremstå mindre stabil og ’besværlig’. Og i det helt nære skåner du familien, fordi du mærker deres bekymring.

Måske har du også brug for et sted, hvor du må fylde

Jeg forstår dig og alle dine hensyn så godt. Men måske er bagsiden af al din hensynsfuldhed, at der næsten ikke bliver noget sted tilbage, hvor du selv må fylde med alt det, der er svært. Så kan der opstå en følelse af tomhed, der ikke kun kan være en følge af ensomheden, men som måske i virkeligheden også dækker over en dyb sorg, du ikke får lov at dele.

Hvis vi er bange for at være en belastning og heller ikke ønsker at fylde med det, vi kæmper med, kan vi komme til at svigte os selv. Og på en måde gøre det sværere for andre at hjælpe og komme os i møde.

Et fællesskab behøver ikke kræve, at du deler alt

Så altså – et fællesskab kan være en fin mulighed. Men det behøver ikke betyde, at du pludselig skal sidde i rundkreds og fortælle fremmede om alt det mest private. Du kan godt begynde mere tilbagelænet. Måske bare være nysgerrig på, hvordan det føles at møde andre, der kender noget af det, du selv kæmper med. Du må også gerne lytte uden at fortælle. Du må gerne gå igen, hvis det ikke lige er dig. Og du må gerne opdage, at dét første fællesskab ikke lige passer til dig, mens et andet faktisk gør. Måske kan du som en start besøge Endometriose Fællesskabets Facebook-sider ’Sammen om endometriose’ og ’Endometriose Fællesskabet’ . Her ved jeg, at andre har fundet mini-fællesskaber i form af en-til-en samtale på en gåtur med en kaffe i hånden. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men en anden mulighed er at deltage i foreningens nyoprettede samtale-cafeer. Læs mere her 

Hjælp dine nærmeste med at være der for dig

Nogle gange er det også hjælpsomt at give de nærmeste en lille smule mere konkret adgang til det, du går rundt med. I stedet for blot at sige “Ja, det gør stadig ondt”, kunne du måske sige: “ … og det er ikke bare smerterne, der tager min energi. Så det ville være dejligt, hvis du bare lytter lidt. Du behøver ikke løse noget eller sige det rigtige.”. Det kan være en lettelse for både dig og dine relationer. De får en mulighed for at være der for dig uden at skulle finde en løsning på noget, der ikke nødvendigvis kan løses.

Alle behøver ikke at forstå det hele

Og måske er det godt at vide, at alle ikke behøver at forstå det hele. Nogle mennesker kan forstå smerten. Andre kan forstå frygten. En ven kan være god til at give dig et frirum, hvor sygdommen ikke fylder. Et fællesskab kan give dig oplevelsen af ikke at skulle forklare dig. Og en terapeut kan måske hjælpe dig med at undersøge de følelser, tanker og forsvar, som sygdommen har sat i bevægelse.

Er det bare sådan her, det bliver?

Når du skriver: “Er det bare sådan her, det bliver?”, tager jeg det ikke kun som et spørgsmål om fremtiden. Jeg hører måske også en længsel efter ikke at skulle være alene med den fremtid, du frygter og forestiller dig …

Du behøver ikke vide nu og kan heller ikke spå om, hvordan resten af dit liv kommer til at se ud. Men du fortjener at have nogen at dele uvisheden og følelserne med.

Måske er det derfor ikke det vigtigste spørgsmål, om du er “typen, der deler personlige ting med fremmede”. Måske er spørgsmålet snarere: Hvad ville gøre det en lille smule mindre ensomt at være dig i det her?

Alt det bedste og kærlig hilsen
Psykoterapeut Maria Holkenfeldt