Hvad er menstruation?

Mange oplever menstruationssmerter som en naturlig del af deres cyklus.

For de fleste varer smerterne et par dage og kan lindres med hvile, varme eller håndkøbsmedicin. Men for personer med endometriose, adenomyose og dysmenoré (kraftige menstruationssmerter) kan smerterne være langt kraftigere, vare længere og påvirke hele hverdagen.

Endometriose er en kronisk sygdom, hvor væv der minder om livmoderslimhinden, findes uden for livmoderen. Vævet kan sætte sig på blandt andet æggestokke, æggeledere, bughinde, tarm eller blære. Her reagerer det på kroppens hormoner på samme måde som slimhinden inde i livmoderen. Det betyder, at vævet kan bløde og skabe inflammation, arvæv og sammenvoksninger.

Almindelig menstruation

Ved en almindelig menstruation afstødes livmoderslimhinden inde i livmoderen. Blodet forlader kroppen gennem skeden. Mange oplever menstruationssmerter i 2 til 3 dage, fordi livmoderen trækker sig sammen. Det er normalt at have lette til moderate smerter, træthed eller ubehag under menstruationen.

Typiske tegn på almindelig menstruation:

• Smerterne varer få dage
• Smertestillende håndkøbsmedicin hjælper ofte
• Man kan som regel fortsætte skole, studie eller arbejde
• Smerterne kommer primært under menstruationen
• Ingen vedvarende smerter mellem menstruationer eller ved ægløsning

Menstruation ved endometriose

Ved endometriose findes der væv uden for livmoderen, som kan skabe irritation og inflammation i bughulen. Hos nogle udvikler der sig arvæv og sammenvoksninger mellem organerne. Det kan føre til stærke smerter og påvirke fertilitet, energiniveau og livskvalitet.

Symptomerne varierer meget fra person til person. Nogle har få symptomer, mens andre lever med daglige smerter.

Typiske tegn på endometriose:

• Kraftige menstruationssmerter
• Smerter før, under og efter menstruation
• Smerter mellem menstruationer
• Smerter ved samleje
• Smerter ved toiletbesøg
• Oppustethed og maveproblemer
• Træthed og udmattelse
• Fertilitetsproblemer

Det er vigtigt at vide, at sværhedsgraden af smerter ikke altid hænger sammen med, hvor udbredt ens endometriose er. Nogle med mild endometriose kan have stærke smerter, mens andre med svær endometriose næsten ingen symptomer har.

Menstruation ved adenomyose

Ved adenomyose vokser væv, der ligner livmoderslimhinden, ind i livmoderens muskelvæg. Det kan gøre livmoderen fortykket og øm og skabe inflammation samt kraftige sammentrækninger under menstruation. Mange oplever stærke smerter, kraftige blødninger og en udtalt træthed, som kan påvirke både hverdagsliv og livskvalitet.

Symptomerne varierer meget fra person til person. Nogle har milde gener, mens andre lever med daglige smerter og store begrænsninger i hverdagen.

Typiske tegn på adenomyose:

• Kraftige og langvarige menstruationer
• Kraftige menstruationssmerter
• Smerter før, under og efter menstruation
• Tyngdefornemmelse eller tryk i underlivet
• Smerter ved samleje
• Oppustethed og ubehag i maven
• Træthed og udmattelse
• Blodmangel på grund af kraftige blødninger
• Fertilitetsproblemer hos nogle

Det er vigtigt at vide, at graden af smerter og blødninger ikke altid hænger sammen med, hvor udbredt ens adenomyose er. Nogle med mild adenomyose kan have stærke symptomer, mens andre med mere udbredt adenomyose oplever færre gener.

Fertilitet og menstruationscyklus

Menstruationscyklussen er en vigtig del af kroppens fertilitet. Inde i æggestokkene findes små væskefyldte blærer, som kaldes follikler. Hver follikel indeholder et umodent æg.

I starten af hver menstruationscyklus begynder flere follikler at udvikle sig, men som regel vil én follikel blive dominerende og modne videre. Når folliklen er moden, frigives ægget ved ægløsning. Ægget bevæger sig herefter gennem æggelederen, hvor det kan blive befrugtet af en sædcelle.

Samtidig bliver livmoderslimhinden tykkere for at gøre livmoderen klar til en mulig graviditet. Hvis ægget ikke bliver befrugtet, falder hormonniveauerne, og slimhinden afstødes igen som menstruation.

Ved ultralydsscanninger vil gynækologen ofte kunne se folliklerne i æggestokkene og vurdere, hvordan æggene modnes gennem cyklussen. Antallet og størrelsen af follikler kan give vigtig information om fertilitet og ægløsning.

En regelmæssig menstruationscyklus er ofte et tegn på, at ægløsning finder sted, men fertilitet påvirkes af mange forskellige faktorer hos både kvinder og mænd.

Sygdomme som endometriose og adenomyose kan hos nogle påvirke fertiliteten. Derfor er det vigtigt at søge læge, hvis man oplever stærke smerter, meget kraftige blødninger eller har svært ved at blive gravid.

Ved fertilitetsudredning er det samtidig vigtigt også at undersøge mandens sædkvalitet tidligt i forløbet, så begge parter bliver undersøgt fra starten.

I Endometriose Fællesskabet er vores råd at søge læge, hvis man ikke kan passe sin skole/job og sociale aktiviteter på almindelig dosis af håndkøbsmedicin. Vi rådgiver gerne om dette i vores telefonrådgivning, hvis du er i tvivl eller har brug for at tage en snak om dit konkrete tilfælde. 

Det er personer, der selv har endometriose, adenomyose eller dysmenoré, som bemander telefonen - og som har mange års erfaring i at håndtere livet med endometriose, adenomyose eller dysmenoré

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få viden, støtte og indsigt om endometriose, adenomyose, dysmenoré og menstruation. 

Vælg de nyhedsbreve, der passer til dig, din situation og dine interesser

Månedligt nyhedsbrev
For dig der vil følge med i ny viden, aktuelle emner, arrangementer og nyt fra Endometriose Fællesskabet og vores omverden.

Forældre
For dig der er forælder til et barn eller en ung med menstruationssmerter eller andre cykliske udfordringer.

Arbejdslivet
For dig der ønsker viden om sundhed, trivsel og vilkår på arbejdspladsen. Henvender sig til medarbejdere, ledere og andre aktører i arbejdslivet.

Du modtager kun de nyhedsbreve, du vælger, og kan altid afmelde dig igen. Hvis du allerede er tilmeldt et nyhedsbrev og ønsker at tilmelde dig flere, skal du huske også at vælge det eller de nyhedsbreve, du allerede modtager, så du fortsat får dem.

Udfyld formularen herunder og vælg det nyhedsbrev, der passer til dig, din situation og dine interesser

Vi kunne ikke tilmelde dig nyhedsbrev, prøv venligst igen.
Tak for din tilmelding. Vi har sendt dig en mail med et bekræftelseslink.