Nyhed

Ny forskning sætter fokus på endometriose og kvinders sundhed

To nye specialer fra henholdsvis Københavns Universitet og Aarhus Universitet sætter fra forskellige perspektiver fokus på endometriose og kvinders sundhed i Danmark.

Det ene speciale, skrevet af Josefine Sander Butler ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, undersøger, hvorfor politisk opmærksomhed på kvinders sundhed ikke nødvendigvis bliver omsat til politisk prioritering. Specialet sammenligner brystkræft og endometriose og peger blandt andet på betydningen af, hvordan sygdomme bliver forstået som samfundsproblemer, hvor udviklede de politiske løsninger er, og hvor koordinerede netværkene omkring sygdommene er.

Det andet speciale er skrevet af Linda Vibeke Madsen og Sarah Buchwald ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her undersøges kvinders oplevelser med endometriose i mødet med det danske sundhedsvæsen med særligt fokus på køn, social klasse og adgang til ressourcer. Studiet belyser blandt andet normalisering af menstruationssmerter, vejen gennem sundhedssystemet og betydningen af at blive lyttet til og taget alvorligt.

De to specialer bidrager med forskellige perspektiver på nogle af de udfordringer, der fortsat findes omkring endometriose. Det ene ser på de politiske strukturer og prioriteringer, mens det andet tager udgangspunkt i kvindernes møde med sundhedsvæsenet.

Læs specialerne

Kvinders sundhed: når politisk opmærksomhed ikke altid er nok

Et kvalitativt casestudie af forskelle i omsætningen af politisk opmærksomhed til politisk prioritering mellem brystkræft og endometriose i Danmark.
Josefine Sander Butler, Københavns Universitet, 2026.

Mødet med det danske sundhedsvæsen

Et kvalitativt studie af kvinders oplevelser med endometriose i et køns og klasseperspektiv.
Linda Vibeke Madsen og Sarah Buchwald, Aarhus Universitet, 2026.