Et møde blev til et fælles arrangement
Nogle samarbejder opstår helt tilfældigt.
Ved Ladywalk den 18. maj faldt jeg i snak med Lene Nørgaard Rasmussen fra IC Foreningen/BPS. Vi opdagede hurtigt, at vores foreninger har meget tilfælles. Begge arbejder for mennesker, der lever med kroniske smertesygdomme, og mange af de udfordringer vores medlemmer møder i hverdagen, ligner hinanden.
IC Foreningen/BPS arbejder for mennesker med Interstitiel Cystitis, også kaldet Bladder Pain Syndrome. Sygdommen giver kroniske smerter fra blæren og bækkenområdet og kan, ligesom endometriose, påvirke både hverdagsliv, arbejdsliv og relationer.
Vi blev enige om at holde kontakten, og senere deltog Lene i en samtalecafé i Aalborg. Her blev det endnu tydeligere, hvor mange fælles erfaringer patienter med endometriose, adenomyose, dysmenoré og IC/BPS deler.
Nu er de gode samtaler blevet til et fælles arrangement.
Mandag den 28. september inviterer Endometriose Fællesskabet og IC Foreningen/BPS til foredraget "At leve med kronisk sygdom og smerter" med autoriseret klinisk psykolog og ph.d. Karina Ejgaard Hansen. En aften med ny viden, fællesskab og konkrete redskaber til at leve med kroniske smerter.
Karina har mange års erfaring med forskning i kroniske smerter og arbejder til daglig med mennesker, der lever med kronisk sygdom. Med afsæt i både forskning og klinisk praksis deler hun viden om smerter, livskvalitet og mestring samt om, hvordan kroniske smerter påvirker hverdagen og de nære relationer. Deltagerne får også konkrete redskaber til hverdagen.