Må jeg sige nej, selvom jeg ikke har ondt?

For husfredens skyld

Kære Maria

Jeg har et dilemma. Min svigermors irritation over, at jeg i perioder ikke deltager i fællesspisninger, er begyndt at påvirke mit ægteskab.

Min mand prøver at forstå, at jeg pludselig kan få så mange smerter, at jeg er nødt til at lægge mig. Men han er begyndt at vise irritation over, at jeg nogle gange vælger at blive hjemme, selvom jeg ikke har mange smerter.

Det gør jeg, hvis vi f.eks. har planer dagen efter, som jeg gerne vil være frisk til. Jeg kan høre min svigermors ord, når han bliver irriteret.

Derfor tager jeg nogle gange af sted alligevel, og det ender ofte med, at jeg har ondt i flere dage bagefter.

Vi har ingen børn, og jeg er begyndt at blive bekymret for, om han også vil blive irriteret, hvis vi får børn sammen, og jeg ikke kan deltage i alt.

Jeg vil så gerne passe på mig selv, men for husfredens skyld tager jeg af sted.

Hilsen mig

Kære dig

Jeg får lyst til at sige noget meget enkelt: Du må gerne blive hjemme!

Ikke bare de dage, hvor du har så mange smerter, at ingen kan være i tvivl om, at du kun kan ligge ned. Men også de dage, hvor du vælger at blive hjemme, fordi du ved, at din krop skal betale prisen dagen efter.

Du skal ikke bevise, at du er syg nok

Det lyder, som om du langsomt er kommet ind i en forestilling om, at din beslutning om at blive hjemme skal kunne forsvares. Som om du skal være beviseligt og tilstrækkeligt syg for at have lov til at sige nej.

Men kroppen fungerer jo ikke sådan. Smerter er ikke en domstol, hvor du først får lov til at passe på dig selv, når bevismaterialet er tilstrækkeligt tungtvejende.

Du kender vist din krop og ved allerede noget meget vigtigt om den: Hvis du ikke passer tilstrækkeligt på din krop og siger ja til for eksempel din svigermor, kan det koste dyrt i form af smerter i dagene efter.

Så det er ikke dovenskab. Det er ikke egoisme. Og det er heller ikke manglende vilje eller en straf mod din svigermor. Det er omsorg for dig selv. Og vel ofte også for din mand?

Når andres forventninger overdøver dine egne behov

Og måske er det netop det, der er så svært. At der er kommet en anden stemme ind mellem dig og din krop.

Du skriver: ”Jeg kan høre min svigermors ord, når han bliver irriteret”.

Den sætning skal vi måske blive lidt ved!

For kan det være, at problemet ikke bare er din svigermors irritation, men at hendes stemme er flyttet ind i dig?

Så når impulsen til at blive hjemme viser sig, kommer der samtidig noget andet i form af spørgsmål som:

• Er jeg syg nok til at blive hjemme?
• Er det rimeligt?
• Bliver nogen skuffede?
• Er jeg besværlig?
• Hvad tænker de om mig?

Så sker der noget meget menneskeligt. Du forlader dig selv for at stille andre tilfredse og skabe fred omkring dig.

Men prisen for din momentane ”ydre” fred bliver betalt med langvarig indre ”ufred” i din krop. Du skriver jo, at du nogle gange tager af sted alligevel og herefter ”betaler” med smerter i flere dage efterfølgende.

Det er ikke en sund lektie. Det lyder, som om du får etableret et mønster, hvor konsekvensen bliver: Når andre bliver irriterede, skal jeg føje dem, også selvom jeg ved, at det ikke er godt for mig.

Din mand skal også forstå din virkelighed

Og så er der dig og din mand …

Jeg bliver lidt nysgerrig på både hans og dit forhold til din svigermor. For hvor ofte ser I hende, og er det kun i forbindelse med aflysning af middag hos hende, at han bliver irriteret?

Du skriver, at han prøver at forstå dig. Det er godt og dejligt. Og så skriver du, at han er begyndt at blive irriteret, når du bliver hjemme.

Måske står han i en loyalitetskonflikt mellem dig og sin mor? Måske mærker han hendes skuffelse? Måske føler han, at han skal vælge side? Måske forstår han simpelthen endnu ikke den kæmpe forskel, der er på ”Jeg kan godt fysisk tage af sted” og ”Jeg har råd til at bruge kræfterne på det i dag”.

Det kan være, at I to skal have en anden samtale om, hvad jeres ægteskab er, og hvordan det bliver nødt til at se ud. Du har jo en kronisk sygdom, der altid vil være en del af jeres forhold.

Du kan begynde med at spørge dig selv: Er det min opgave, at min svigermor aldrig bliver skuffet? Er det min opgave at ofre min krop og mit velbefindende for husfredens skyld?

Er det måske snarere både din og din mands opgave sammen at finde ud af, hvordan I beskytter jeres fælles lille familie mod, at andres holdninger og forventninger kommer til at styre, hvordan I er familie?

Hvad nu, hvis I får børn?

Det hænger jo også sammen med din bekymring for at få børn. Den er ikke ensbetydende med, at din mand ikke kan klare forældreopgaven sammen med dig. Men den er et signal om noget vigtigt inde i dig.

For spørgsmålet, som er så legitimt, er måske ikke: ”Vil han blive irriteret, når jeg ikke kan deltage på lige fod med ham?”

Et dybere spørgsmål kunne være: ”Kan jeg være syg, udmattet og begrænset, uden at jeg kommer til at føle, at jeg skylder nogen noget?”

Og: ”Kan min mand se og forstå min virkelighed, også når den ikke kan ses eller umiddelbart forstås udefra?”

Det kan være vigtigt at få undersøgt, inden man får børn.

I ved jo nok, at med børn bliver tingene ikke mere forudsigelige. Tværtimod. Der er ting, begivenheder, sygdom og meget andet, der ændrer planerne. Og her er din sygdom en del af det, der ikke kan forudsiges noget om.

Så ud over børnene er der selvfølgelig en ekstra opgave for din mand. Og den skal I begge være trygge ved, at han er indstillet på at tage. Og mon ikke også han vokser med opgaven? Det gør mange.

Når det så er sagt, tænker jeg, at du også tager over for ham, hvis han i perioder er overbelastet eller i underskud. Og det er lige, hvad et godt familieliv handler om: At vi hjælper hinanden og skiftes til at tage den tørn, det kræver, for at det hele går op.

Fortæl din mand, hvad hans irritation gør ved dig

Så kunne du eventuelt tage en snak med din mand om det, du frygter?

Det skal ikke begynde med sætningen: ”Din mors forventninger får dig til at presse mig”, men snarere:

”Når du bliver irriteret på mig, sker der noget inden i mig. Jeg begynder at tvivle på, om jeg har ret til at passe på min krop. Og så tager jeg af sted for husfredens skyld og presser mig selv, på trods af at jeg ved, at det kan koste mig flere dages smerter. Så jeg har brug for din støtte til at passe på mig selv.”

På den måde bliver det ikke et valg mellem dig og hans mor, men en anmodning om, at han kan sætte sig lidt i dit sted, gøre sit til at passe på dig og stå ved din side.

Øv dig i at lytte til din egen stemme

Derudover kan du selv lave en øvelse, næste gang du står i en situation, hvor du skal vælge:

I stedet for at spørge: ”Kan jeg godt tage af sted?”

Så spørg: ”Hvis ingen blev skuffede, hvad ville jeg så vælge?”

Og bagefter: ”Hvad ville jeg vælge, hvis jeg stolede på, at mine egne behov var legitime?”

For måske er det her, din egen stemme stadigvæk findes. Under svigermors stemme, under din mands irritation og under din frygt for at skabe uro?

Du skal ikke nødvendigvis lære at sige nej til alt. Men nok snarere begynde at mærke, at et nej ikke behøver at være et forsvarsskrift.

Du er ikke den eneste, der har det svært med at rumme andres skuffelse. Men det er en af de vigtigste ting, du kan lære, både for din egen skyld og for et kommende barns. Det er svært at rumme andres skuffede forventninger uden straks at gøre dem til sine egne.

Så kunne du optegne en ny øvebane, hvor du ikke skal blive bedre til at holde andres forventninger ud, men blive bedre til at blive hos dig selv?

Måske har din svigermor brug for mere viden?

Og så kan en lille del af dig måske finde en mikro-omsorg for din svigermor. Det lyder, som om hun gerne vil se dig, men har en uheldig måde at vise det på.

Hun kan måske med din hjælp have glæde af at læse lidt mere om, hvad endometriose er? For kunne det være, at hendes skuffelse skyldes uvidenhed?

Eller hvis du har mod på det: Invitere hende med til et af Endometriose Fællesskabets arrangementer, så hun kan få lidt mere indsigt i, hvad du faktisk kæmper med.

Pas godt på dig og din krop.

Mange hilsner
Psykoterapeut Maria Holkenfeldt