Hvordan finder man nogen, der virkelig forstår?

Kære Maria 

Jeg er lærer i gymnasiet og har en elev med endometriose. Hun har en del fravær og har nogle dage tydeligt ondt, selvom hun forsøger at følge undervisningen. 

Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg gør det på en god måde. Jeg vil ikke presse hende, men jeg vil heller ikke have lavere forventninger til hende, bare fordi hun er syg. Og jeg vil bestemt heller ikke gøre hendes sygdom til noget, resten af klassen skal forholde sig til. 

Hvordan kan jeg som lærer skabe plads til hendes behov uden at få hende til at føle sig anderledes eller behandlet som syg hele tiden? 

Kh. 

Læreren 

Kære lærer

Altså, hvis alle elever havde lærere som dig, ville vi have en vidunderlig verden. Jeg bliver både rørt og helt varm indeni, når jeg læser dit omsorgsfulde brev. Det rummer både fine betragtninger og dilemmaer, mange vil kunne genkende.

Du ser både smerte og potentiale

Først og fremmest ’holder’ du allerede noget vigtigt for din elev: Du forsøger både at se hendes smerte og hendes potentiale. Det er en svær balance, og måske er det netop balancen – mere end den perfekte løsning – der bliver afgørende for hende.

Når et ungt menneske lever med en sygdom som endometriose, kan det være utroligt udmattende – ikke bare at skulle håndtere sygdommen i sig selv – men også hele tiden at skulle forklare, legitimere eller ’bevise’ og retfærdiggøre sine smerter.

Samtidig har de fleste med kroniske sygdomme eller handicap et ønske om ikke kun at være "hende eller ham med sygdommen". Derfor kan den mest hjælpsomme støtte nogle gange være den, der giver plads uden hele tiden at pege på grunden til, at pladsen er der.

Spørg hende, hvad der hjælper

Måske kan du tage en samtale med hende, hvor du ikke forsøger at finde løsninger på forhånd, men er nysgerrig på, hvad der faktisk hjælper hende. Du kan for eksempel spørge: "Hvad gør det lettere for dig at være en del af undervisningen på de svære dage?" eller "Er der noget, du ønsker, jeg gør – eller lader være med at gøre?" Den slags spørgsmål signalerer, at hun er ekspert i sin egen oplevelse, og at I kan finde en vej sammen.

Forventninger og fleksibilitet

Noget af det, du beskriver, handler også om forventninger. Der er en forskel på at sænke forventningerne til et menneske og at gøre vejen frem mere fleksibel. Det ene kan opleves som at miste værdi, det andet som at blive mødt der, hvor man er. Nogle dage kan hendes bedste indsats se anderledes ud end på andre dage – og det behøver ikke betyde, at hendes engagement eller evner er mindre.

Hvad ønsker hun selv?

Du skriver også, at du ikke ønsker at gøre hendes sygdom til et fælles anliggende i klassen. Er det mon noget, hun har udtrykt over for dig, at hun vil have sig frabedt? Eller er det en fornemmelse, du får, eller måske sådan, du selv ville have det, hvis det var dig? Det er altid godt at få undersøgt, om vores antagelser holder stik, da vi ellers kan komme til at vise et misforstået hensyn.

Omvendt kan det, hvis hun ikke ønsker, at klassen skal involveres, være rart for hende, at hun ved, at du har øje for hende, uden at opmærksomheden bliver synlig for alle andre. Og det ønske kan hun også have, selvom klassen bliver orienteret.

Plads til begge dele

Det kan oven i købet være, at det i virkeligheden er dét, der lige nu kan gøre den største forskel for din elev. At hun får lov til både at være en elev med ambitioner og et menneske, der indimellem har brug for, at verden bøjer sig en lille smule – uden at hun selv skal bøje sig mere, end hun allerede er tvunget til.

Alt det bedste med både dit faglige og omsorgsfulde arbejde.

Knus
Maria