Event 12. september 2026

Tatoveringer, fællesskab og fokus på endometriose

Lørdag den 12. september inviterer Ayo The Garden, Saphira.Art og Endometriose Fællesskabet til en særlig dag i Aarhus, hvor tatoveringskunst, fællesskab og en vigtig sag mødes.

En gruppe tatovører hos Ayo The Garden har tæt på fulgt kampen om at blive lyttet til. Det har skabt et ønske om at bruge deres faglighed og kreativitet til at sætte fokus på endometriose og betydningen af tidligere og hurtigere udredning.

Resultatet er en dag, hvor du kan få en helt særlig tatovering og samtidig være med til at støtte arbejdet for mennesker med cyklussmerter.

Tatoveringer skabt særligt til dagen

Ayo The Garden danner rammen om eventet, og shoppens lyse og positive univers med inspiration fra en blomsterhave bliver afspejlet i dagens tatoveringer.

Tatovørerne skaber en række særlige designs på cirka 5 x 5 cm med udvalgte motiver.

Fra kl. 10 til 14 kan du komme forbi, vælge mellem de udvalgte designs og få lavet din tatovering.

Kl. 14 kan du høre Endometriose Fællesskabet fortælle om endometriose og foreningens arbejde.

Efter dagens oplæg åbner tatovørerne igen for tatoveringer fra kl. 15 til 16.

Der bliver også mulighed for at købe designs, som er skabt i forbindelse med eventet.

Mød Endometriose Fællesskabet

Endometriose Fællesskabet deltager med en stand hele dagen, hvor du kan møde os og høre mere om endometriose og vores arbejde.

I løbet af eftermiddagen holder vi desuden et kort oplæg med fokus på endometriose og vejen til udredning.

Alt for mange går længe med symptomer, før de får den rette hjælp. Derfor er det vigtigt at skabe mere viden om symptomerne og sætte fokus på at blive lyttet til.

Vi slutter dagen sammen

Fra kl. 16 til 17 inviterer Ayo The Garden til kage og drikkevarer på tagterrassen.

Her trækker de også vinderne af dagens konkurrencer. Der arbejdes på en række fine præmier.

Din deltagelse støtter en vigtig sag

Alle, der arbejder på eventet, stiller deres tid og kompetencer til rådighed, og Ayo The Garden stiller lokalerne til rådighed.

Alle bidrag i forbindelse med dagen går som en samlet donation til Cyklussmerter.dk, et nyt digitalt værktøj fra Endometriose Fællesskabet.

Så kom forbi til en hyggelig dag midt i Aarhus.

Få kunst med hjem, mød mennesker, der brænder for sagen, bliv klogere på endometriose og vær med til at skabe mere opmærksomhed om behovet for at blive lyttet til.

Dato: 12. september
Tid: Kl. 10 til 17
Sted: Ayo The Garden, Ryesgade 3, 3., 8000 Aarhus C

Vi glæder os til at se dig.