Køn, identitet og endometriose
At leve med endometriose påvirker hverdagen på mange måder.
For nogle handler det om smerter, træthed og fravær. For andre handler det også om mødet med et sundhedssystem og et sprog, der ikke altid passer til den, man er.
Endometriose bliver ofte omtalt som en kønnet sygdom. Det sker både i forskning, i sundhedsvæsenet og i den måde, vi taler om sygdommen på.
Det kan skabe udfordringer i hverdagen for mennesker, der ikke identificerer sig inden for de kønsnormer, som sundhedssystemet traditionelt er bygget op omkring.
For nogle kan det betyde, at det bliver ekstra krævende at navigere i lægebesøg, behandling, rådgivning og samtaler om kroppen.
Ikke fordi symptomerne er anderledes, men fordi rammerne, sproget og forventningerne ikke altid opleves som rummelige eller genkendelige.
Disse udfordringer er ikke unikke for endometriose. Også andre sygdomme, som historisk er blevet forstået gennem et snævert kønsperspektiv, kan give lignende hverdagsmæssige barrierer.
Derfor arbejder Endometriose Fællesskabet med vidensdeling og dialog på tværs af organisationer.
Som en del af dette samarbejder vi med LGBT+ Danmark for at blive klogere på, hvordan køn, identitet og sundhed spiller sammen i praksis, og hvordan vi kan bidrage til mere rummelige rammer i hverdagen for mennesker med endometriose.
Målet er ikke at fastlægge én måde at leve med endometriose på, men at anerkende, at hverdagen kan se forskellig ud. Og at der skal være plads til flere erfaringer.
Rådgivning og støtte
Nogle kan have behov for rådgivning, hvor der er særlig forståelse for spørgsmål om kønsidentitet, seksualitet, trivsel og det at føle sig alene med sine oplevelser.
LGBT+ Danmark tilbyder anonym og fortrolig telefonrådgivning, hvor man kan tale med rådgivere med særlig viden om LGBT+ forhold.
Rådgivningen kan være et supplement til den støtte og viden, man kan finde hos Endometriose Fællesskabet, både for personer med endometriose og for pårørende.
LGBT+ Rådgivningen
LGBT+ Rådgivningen er for alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum. Dette er et gratis tilbud for alle, der har spørgsmål om kønsidentitet og seksualitet.
Endometriose Fællesskabets Rådgivningen
Endometriose Fællesskabets telefonrådgivning er et tilbud til dig, der har brug for nogen at tale med om deres egen eller pårørendes situation med endometriose eller adenomyose.
At finde den rette støtte er en vigtig del af hverdagen med sygdom, og det er forskelligt, hvad der giver mening for den enkelte.