Svar fra lægen

Endometriose og overgangsalder

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål ang. endometriose og overgangsalder – et emne, jeg har svært ved at finde information om.

Jeg fik konstateret endometriose i 2013 på Skejby Sygehus og har siden 2014 været symptomfri, fordi jeg har hormonspiral og spiser p-piller uden pause. Nu er jeg imidlertid ved at komme i overgangsalderen, selvom jeg ”kun” er 48. Jeg har primært problemer med hedeture og har haft det i over et år.

Jeg har været til samtale på Herlev, og vi blev enige om, at jeg fortsætter den hidtidige behandling, indtil jeg bliver 51. Derefter skal jeg over ½ år trappe ud af p-pillerne og derefter (efter ½-1 år) have fjernet hormonspiralen. Hvis jeg får store problemer med hedeture, kan perioden med spiral forlænges. Jeg har forstået, at jeg ikke kan få hormoner, som man ofte giver ifm. overgangsalderen, fordi jeg har endometriose og hormoner vil forstærke endometriosesymptomerne; ej heller at det kan kontrolleres ved en blodprøve om jeg faktisk er gået i overgangsalder fordi jeg får hormoner.

Jeg har efter samtalen på Herlev i december oplevet utrolig stor udtrætning og depressionssymptomer. Jeg kan ikke være sikker på, at problemerne skyldes hormonudsving pga. overgangsalderen, men jeg kan forstå, at det ikke er ukendte fænomener ifm. overgangsalderen. Jeg har svært ved at overskue at skulle være så meget i energi- og humørmæssigt underskud i måske fire år, at jeg kun har overskud til at klare mit arbejde; mit privatliv ligger brak.

Mit problem er, at jeg ikke aner, hvor jeg skal henvende mig for at få hjælp. Min privatpraktiserende læge ved stort set intet om overgangsalder og endnu mindre om endometriose. Skal jeg til gynækolog – og hvor finder jeg en, som også kender til endometriose (og dermed ikke bare foreslår at give mig hormoner)? Skal jeg bede om en ny henvisning til Herlev? Jeg vil meget, meget nødig på antidepressiv medicin (som jeg prøvede med meget ringe held i 2006). Jeg vil være utrolig taknemmelig for hjælp!

Svar:

Kære Anita.

Du kommer omkring flere problemstillinger og jeg skal forsøge at svare på dem.

Først og fremmest skriver du at du får p-piller og spiral. Er det minipiller (som kun indeholder gestagen) eller p-piller (gestagen og østrogen)? Med alderen øges risikoen for blodpropper i fx. ben og lunger ved brug af p-piller, men det gælder ikke i samme grad med minipillerne. Det synes jeg, man skal være opmærksom på, når man giver behandling. Nogle patienter vælger at leve med risikoen, da de kun er velbehandlet på p-piller.

Gennemsnitsalderen for at danske kvinder går i overgangsalder (stopper med at bløde) er 51 år, men mange oplever hedesvede-ture i flere år forinden.

Man kan give hormoner mod symptomer i forbindelse med overgangsalderen. De fleste skal kun have en lille dosis for at mærke bedring i symptomerne. Når vi sætter kvinder i kunstig overgangsalder (med medicin), giver vi som regel et hormontilskud, da de fleste ellers vil få for mange bivirkninger. Det hormontilskud er ikke nok til at stimulere endometriosen. Dvs. effekten på fx smerter er den samme ligegyldig, om du får hormontilskud eller ej. Hvis du får regelret p-piller får du østrogen tilskud, og det er mangel på østrogen, du oplever med de symptomer, du fortæller om. Men hvis det er minipiller, du får sammen med hormonspiralen, får du kun gestagen, og din krop kan sagtens mangle østrogen, hvis din egen produktion er nedadgående. Du vil altså nemt kunne prøve et tilskud af. Som endometriose patient vil jeg ikke anbefale, at man får ren østrogen tilskud, hvis ikke også man får gestagen, men der findes mange kombinationsmuligheder, så der er flere valgmuligheder.

Det er rigtigt, at det er svært med en blodprøve at konstatere, om du er gået i overgangsalder. Hvis du er så påvirket mht. livskvalitet, som du skriver, synes jeg, at du skal snakke med en gynækolog, hvorefter i så sammen kan finde ud af, hvad du har mod på. Det kan fx. være en privatpraktiserende gynækolog eller en gynækologisk afdeling på et hospital.

Er sted der kan være godt at læse er også: Hormonbehandling til klimakteriet og menopausen.

Mvh Maja Iversen

Svar fra lægen

Få nyhederne fra Endometriose Fællesskabet først

Skriv dig op til Endometriose Fællesskabets nyhedsbrev og få de seneste nyheder og information om aktiviteter direkte i din indbakke.

Nyhedsbrevet udkommer én gang månedligt.