Fortællinger fra andre
Under vores undersøgelse i 2025 interviewede vi bla. mange danske arbejdspladser.
Her kan du finde inspiration i andres situationer og løsninger
Kollega i butik
“Vi behøvede ikke gøre det stort. Hun vidste, hun kunne sige til – og jeg vidste, hvornår jeg kunne træde til.”
Situation: Hendes kollega havde ikke fortalt så meget, men bad nogle gange om at få de rolige vagter. I stedet for at spørge for meget, lavede de en intern aftale: hun tog “kundevagten”, og kollegaen kunne få lageropgaver.
Effekt: Det skabte ro for begge – og kollegaen kunne blive i jobbet uden at føle sig udstillet.
Kollega i administration
“Jeg blev helt flov over, at jeg havde tolket det negativt. Nu forstår jeg, og det er så lidt, der skal til fra min side.”
Situation: Hun havde lagt mærke til, at hendes kollega trak sig, nogle gange arbejdede hjemme og virkede uoplagt i møder. Det blev nemt at tolke som “dovenskab” eller “manglende engagement”.
Vendepunkt: En dag nævnte kollegaen under en kaffepause, at hun har kraftige menstruationssmerter og kæmper med udmattelse. Pludselig gav situationen mere mening.
IT-konsulent og kollega
“Jeg troede, jeg skulle finde løsninger – men hun havde bare brug for ro og tillid.”
Situation: Han syntes, det var frustrerende, at hans kollega ofte sagde “det går nok”, men samtidig virkede presset og arbejdede hjemmefra. Han tilbød hjælp, men fik ikke rigtig noget svar.
Læring: En dag fortalte kollegaen, at det hjalp allermest, at han bare lod være med at presse hende – og at han tog hendes arbejdsopgaver seriøst, selv når hun arbejdede hjemme.
Kollega på lager
“Jeg forstod det først, da jeg læste om sygdommen. Det er ikke noget, man vælger.”
Situation: Hun havde svært ved at forstå, hvorfor hendes kollega ofte meldte sig syg. Der var ikke nogen synlige tegn. Hun var irriteret – indtil hun fandt ud af, at kollegaen havde endometriose og fik medicinsk behandling.
Handling: Hun skiftede tilgang og tilbød en pause, når kollegaen så presset ud, og talte åbent om, hvordan de kunne støtte hinanden som team.