Medlemmets situation
Mange medlemmer, der kæmper med helbredsudfordringer, henvender sig først, når situationen er blevet alvorlig. De har ofte haft symptomer i lang tid – smerter, træthed, humørsvingninger eller uforudsigelige sygedage – men har ikke haft sprog for det. I stedet bliver det forklaret som stress eller lav trivsel. Og når der så kommer konflikter med arbejdspladsen eller hyppigt fravær, bliver det svært at genopbygge tillid.
Nogle ved ikke, hvad de fejler. Andre tør ikke fortælle, fordi det handler om menstruation, fertilitet eller hormoner – noget, der stadig er omgærdet af tabu og skam. Det gør det sværere at tage dialogen i tide. Som fagforening er det derfor afgørende at:
- tage tidlige henvendelser alvorligt – også når medlemmet selv nedtoner det
- tilbyde støtte, uden at kræve fulde forklaringer
- åbne for en samtale om helbred, uden krav om diagnose
Når medlemmer henvender sig med problemer i arbejdslivet, ligger der ofte noget bag, de endnu ikke har fået sat ord på. Det gælder især ved sygdomme som endometriose, adenomyose, dysmenoré, PMDD, svære menstruationssmerter og langvarige bivirkninger fra fertilitetsbehandling.
Disse helbredsudfordringer er ofte: – usynlige – uforudsigelige – og tabuiserede
Mange medlemmer kommer først, når sagen allerede er alvorlig – fx ved opsigelse, stress eller langtidssygemelding – og har svært ved at forbinde deres symptomer med rettigheder og muligheder i arbejdslivet.
Medlemmets situation – set fra deres perspektiv
- “Jeg er ikke syg nok til at søge hjælp.”
Mange tror, de skal være fuldt sygemeldte eller have en diagnose for at tage kontakt
- “Det er pinligt at sige det højt.”
Symptomer som blødning, smerter eller udmattelse opleves ofte som private og skamfulde
- “De tror, jeg overdriver – for det kan jo ikke ses.”
Manglen på synlighed skaber tvivl, også hos medlemmet selv
- “Jeg ved ikke, hvad jeg kan få hjælp til – så jeg siger ingenting.”
Usikkerhed om rettigheder, og frygt for at være til besvær
Som fagforening kan I gøre en stor forskel ved at:
- Stille de rette spørgsmål tidligere i forløbet
“Er der noget i dit helbred, som påvirker din arbejdsevne – også selvom det går op og ned?” - Være tydelige i jeres kommunikation om, hvad I kan hjælpe med
§56, APV, skånehensyn, bisidderfunktion, støtte i møder - Afdramatisere og normalisere samtalen om cyklusbetingede sygdomme
både i medlemskontakt og i dialog med arbejdspladser - Skabe tillid og fremtidstro
ved at vise, at man godt kan have helbredsudfordringer og stadig have en plads på arbejdsmarkedet