Tarmsmerter og endometriose-relateret IBS
Mange med endometriose oplever symptomer fra tarmene – som oppustethed, mavesmerter, vekslende afføring og kvalme. For nogle skyldes det, at endometriose påvirker tarmene direkte. For andre skyldes det en følgetilstand: IBS – irritabel tyktarm.
IBS og endometriose har mange fællestræk. De to diagnoser kan ligne hinanden, og det kan være svært at skelne, hvad der er hvad. Fælles for dem er, at de kan have stor betydning for livskvalitet, daglig trivsel og sociale aktiviteter.
På denne side har vi samlet viden og gode råd om tarmsmerter, behandling og lindring – med fokus på, hvordan du bedre kan håndtere dine symptomer i hverdagen.
- Undgå at provokere din mave med mad og drikke, som kan forværre dine symptomer. Selvom dine symptomer allerede er opstået, er der ingen grund til at forværre dem!
- Undgå at planlægge vigtige gøremål for dagen. Det er okay at holde en pause og komme ovenpå igen. Ofte er dine tanker din værste fjende, fordi dårlig samvittighed eller nedtrykthed kan forværre symptomerne.
- Prøv at lægge dig ned og slap af. Hvis du kan sove lidt, er det en god idé, fordi symptomerne nogle gange er mildere herefter.
- En del af de smerter, som opstår ved mave-tarmproblemer, kan skyldes muskler, der spændes op. Venepumpeøvelser kan desuden lette generne lidt, hvis du er meget oppustet.
- Prøv at lægge dig med en varme pude på maven. Du kan evt. tage to kapsler pebermynteolie (Colpermin).
- Gå en tur, hvis det er muligt. Frisk luft kan lette triste tanker, virke smertestillende og sætte gang i fordøjelsessystemet, så du både kan komme af med luft og afføring.
- Hvis du har akut diarré eller slem forstoppelse kan det være nødvendigt med håndkøbsmedicin som stoppemidler eller afføringsmiddel. Afprøv dog de andre råd først.