- Når en borger har endometriose
Jobcentre
Endometriose kan have store konsekvenser for borgerens arbejdsevne og trivsel. En dansk undersøgelse viser, at kvinder med endometriose har nedsat erhvervsevne sammenlignet med kvinder uden sygdommen, primært pga. smerter.
Endometriose rammer ca. 1 ud af 10 kvinder i den arbejdsdygtige alder. Sygdommen medfører ofte kroniske smerter, træthed, maveproblemer og fertilitetsudfordringer. Det er en usynlig sygdom, som ikke altid anerkendes, og mange kvinder oplever manglende forståelse i mødet med det offentlige system.
Læs mere og forstå endometriose: Forstå endometriose
Hvad er en arbejdsdiagnose?
En arbejdsdiagnose er en foreløbig vurdering af en persons helbredstilstand, baseret på de symptomer og observationer, der er tilgængelige på det givne tidspunkt – før der foreligger en endelig medicinsk udredning eller speciallægeerklæring.
Arbejdsdiagnosen kan anvendes til midlertidig planlægning i kommunen, fx i forhold til skånebehov, aktiveringskrav, midlertidige støtteordninger eller indstilling til §56-aftale. Den er særligt relevant ved endometriose og lignende sygdomme, hvor udredningen ofte er langvarig.
En arbejdsdiagnose er ikke en erstatning for endelig udredning, men et vigtigt værktøj i den praktiske sagsbehandling og visitation.
Hvad kan være borgerens udfordringer i mødet med systemet?
- Usynlige symptomer og skiftende dagsform
- Uforudsigelighed i sygdommens forløb
- Skam og tabu omkring menstruation og underlivssygdomme
- Udfordringer med at opfylde krav i aktiverings- og afklaringsforløb
- Mangelfuld dokumentation og uklarhed i sundhedssystemet
Mange kvinder oplever, at det er svært at tale om endometriose på arbejdet eller i skolen. De frygter konsekvenserne, og der er desværre stadig meget skam og tabu forbundet med kvindens underliv og menstruation. Det gør det svært at tale om.
Når du er i dialog med en kvinde med endometriose, skal du huske på, at det kan være svært i det hele taget at tale om menstruation, afføringsproblemer og problemer i sexlivet med personer, som man ikke har en meget tæt relation til.
Hvordan hjælper du kvinder med endometriose?
Individuelt tilpassede forløb:
- Tilpas aktiveringskrav og mødepligt ud fra dagsform
- Indfør mulighed for hvile under længere møder
- Anvend skånebehov i praksis, ikke blot som formalia
- Vægt borgerens egne beskrivelser af funktionsniveau højt
Støtteordninger:
- §56-aftale: Giver arbejdsgiver ret til sygedagpengerefusion fra 1. sygedag
- Fleksjob: Ved varig og væsentlig nedsat erhvervsevne
- Ressourceforløb: Mulighed for langsigtet og skånsom opbygning af arbejdsevne
- Hjælpemidler: Ergonomisk udstyr og arbejdspladsindretning via kommunen
Dialog og tillid i samtalen:
- Anerkend borgerens oplevelse og skab tryghed
- Stil åbne spørgsmål som:
"Hvad har du brug for, for at kunne deltage bedst muligt?" - Undgå antagelser og fokus på "at kunne se noget fysisk"
Den lange udredningsproces medfører også ofte, at kvinden er stærkt smerteplaget, kan være depressive samt har en kæmpe sorg over alt det som ikke længere er muligt i deres arbejds- og sociale liv.
De har gennemgået mange undersøgelser uden, at de i mange tilfælde er blevet taget seriøse med hensyn til, at de virkelig havde smerter og var syge.
Kontakt og sparring
Endometriose Fællesskabet tilbyder faglig sparring og formidling af viden.
Kontakt os via www.endo.dk eller skriv til info@endo.dk