Symptomer på endometriose

Der findes en række symptomer, som kendetegner endometriose. Flere af symptomerne er til stede samtidigt hos kvinder med endometriose. Mange af symptomerne kan være udløst af endometriosen via reflekser, som løber i bughulens nervesystem.

Følgende symptomer med tendens til at optræde samtidig ved endometriose:

  1. Underlivssmerter uden sammenhæng med menstruation
  2. Smerter ved vandladning
  3. Smerter ved afføring
  4. Uregelmæssig blødning
  5. Forstoppelse eller diarre
  6. Kvalme eller opkast
  7. Træthed

Forskellige symptomer

Menstruationssmerter er det hyppigste symptom

Et af de mest hyppige symptomer ved endometriose er underlivssmerter. De starter som udtalte menstruationssmerter, men efterhånden begynder flere at få ondt imellem menstruationerne også. Smerterne skyldes blandt andet blødning i bughulen og sammenvoksninger, men påvirkningen af nerverne i området i bughulen, kan også medføre smerte.

Træthed og barnløshed ved endometriose

De fleste piger og kvinder med endometriose oplever udpræget træthed og manglende energi i hverdagen. Trætheden kan skyldes dårlig søvnkvalitet på grund af smerter. Samtidigt er ufrivillig barnløshed også en hyppig følgevirkning af endometriose. Endometriosevævet udskiller stoffer, som gør det svært for sædcellen at befrugte ægget og svært for et befrugtet æg at sætte sig fast.

Ikke alle kvinder oplever symptomer

Der er ikke altid sammenhæng mellem udbredelsen af endometriose og de symptomer, som opleves. Nogle kvinder oplever slet ikke symptomer, men får stillet diagnosen ved et tilfælde i forbindelse med en operation af andre årsager, eller imens de er i behandling for barnløshed. Omvendt kan andre kvinder have mange smertesymptomer på trods af en mild grad af endometriose.

Overbelastning af nervesystemet

Ved langvarige smerter kan nervesystemet blive overbelastet. Når kroppen over længere tid er i alarmberedskab på grund af smerte, kan nervesystemet komme til at reagere kraftigere og hurtigere end normalt. Dette kan medføre, at smerter opleves mere intense, varer længere og lettere udløses – også uden tydelig påvirkning fra væv eller organer.

Et overbelastet nervesystem kan også påvirke kroppen bredere og give symptomer som øget træthed, søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, indre uro og øget følsomhed over for sanseindtryk. Hos nogle kan det betyde, at kroppen reagerer med smerter eller ubehag i situationer, som tidligere ikke gav gener.

Disse reaktioner er ikke farlige, men kan være meget belastende. De er et udtryk for, at nervesystemet har været under pres gennem længere tid, og ses ofte hos personer, der lever med kroniske smerter som følge af endometriose.

Samtidige helbredsmæssige udfordringer

Endometriose er en kompleks kronisk sygdom, som for mange påvirker mere end underlivet alene. Erfaringen fra vores samtaler med andre viser, at en del personer med endometriose også oplever andre helbredsmæssige udfordringer, som enten opstår sideløbende med sygdommen eller udvikler sig som en følge af at leve med langvarige smerter og belastninger.

Disse udfordringer kan vise sig forskelligt og varierer meget fra person til person. For nogle fylder de kun lidt, mens de for andre bliver en væsentlig del af hverdagen.

Smerter flere steder i kroppen

Langvarige eller gentagne smerter i underlivet kan over tid påvirke kroppens måde at reagere på smerte. Mange oplever derfor også smerter andre steder i kroppen, eksempelvis i ryg, lænd, hofter eller ben. Når smerter har stået på gennem længere tid, kan kroppen blive mere følsom, og smerteoplevelsen kan brede sig eller ændre karakter.

Belastning af mave og tarm

En del personer med endometriose oplever gener fra mave og tarm såsom forstoppelse, diarré, oppustethed og smerter ved afføring. Disse gener kan både hænge sammen med endometriose i bughulen og med den generelle påvirkning af nerver og organer i området. Symptomerne kan variere i intensitet og forværres ofte i forbindelse med menstruation.

Læs mere i afsnittet om Kost og livsstil

Træthed og nedsat energi

Udpræget træthed er en meget almindelig del af livet med endometriose. Trætheden kan skyldes smerter, forstyrret søvn, hormonelle behandlinger eller den samlede belastning ved at leve med en kronisk sygdom. Mange oplever, at trætheden ikke altid står mål med aktivitetsniveauet og kan være svær at forklare for omgivelserne.

Psykiske og følelsesmæssige reaktioner

At leve med endometriose kan være psykisk belastende. Mange oplever perioder med stress, angst, nedtrykthed, sorg eller vrede. Disse reaktioner hænger ofte sammen med behandlinger, uforudsigelighed i hverdagen, tab af kontrol over kroppen, bekymringer for fremtiden og gentagne oplevelser af ikke at blive forstået eller taget alvorligt. Det er vigtigt at understrege, at disse reaktioner er normale svar på langvarig belastning – og ikke et udtryk for, at smerterne “sidder i hovedet”.

Hverdagsliv, relationer og arbejdsliv

Sygdommens samlede påvirkning kan få betydning for arbejdsliv, uddannelse, sociale relationer og parforhold. Smerter, træthed og svingende funktionsniveau kan gøre det vanskeligt at leve op til egne og andres forventninger. For nogle fører det til behov for tilpasninger i arbejdslivet eller støtte fra omgivelserne.

Store individuelle forskelle

Det er vigtigt at huske, at endometriose opleves meget forskelligt. Ikke alle vil opleve disse samtidige udfordringer, og graden af påvirkning varierer betydeligt. Nogle lever et godt og velfungerende liv med få begrænsninger, mens andre har behov for omfattende støtte og tværfaglig hjælp.

Ved vedvarende smerter kan tværfaglige smertecentre være en mulighed. Her arbejdes der med smertehåndtering og hverdagsliv – ikke med at “fjerne” sygdommen, men med at leve bedst muligt med den. Du kan tale med din privatpraktiserende læge eller gynækolog om muligheden. 

Forskellen på akutte og kroniske smerter

Der er stor forskel på, hvordan smerter kommer til udtryk, alt efter om det er akutte eller kroniske smerter.

Akutte smerter kommer ofte til udtryk som ophidselse, vrede og angst. Et eksempel på akut smerte er, hvis nogen taber noget meget tungt ned over din fod. Du vil straks trække foden til dig og reagere ved f.eks. at jamre, hoppe rundt på et ben eller lignende. Man kan ofte se på personer, når de bliver udsat for akut smerte.

Modsat kan det være svært at se på personer, at de lider af kroniske smerter. De kan sidde stille og roligt, som alle andre, imens de fortæller om de uudholdelige smerter, de måske har i dette øjeblik. Kroniske smerter er vedvarende eller tilbagevendende smerter og funktionshandicap i mere end tre måneder på trods af, at man har forsøgt at finde årsagen til smerten og behandle den.

Førstehjælp til menstruationssmerter

Har du mange smerter i forbindelse med menstruation? Smerterne skyldes udskillelsen af prostaglandiner, som påvirker nerverne i underlivet til at sende signaler om smerter. Smerterne kan blive særligt slemme ved endometriose.

Download en kort guide til, hvad du kan gøre ved akutte menstruationssmerter:

Før en smertedagbog

En smertedagbog kan være et godt redskab til dig, som ikke kender din menstruation særligt godt. Den kan således hjælpe dig til at finde et mønster eller en regelmæssighed i smerterne og symptomerne. Du kan blive klogere på, om smerten er kronisk, regelmæssig eller uregelmæssig, kommer i bestemte situationer eller forværres på et bestemt tidspunkt i måneden.

Smertedagbogen kan du tage med til din konsultation hos lægen, så du bedre kan forklare dine symptomer. Lægen kan henvise til speciallægevurdering, hvor du kan få stillet den rigtige diagnose.

Download skabelonen til smertedagbogen her