Mød Endometriose Fællesskabet på KØN
Den 8. marts markeres Kvindernes Internationale Kampdag på museet KØN i Aarhus.
Årets tema er sundhed, omsorg og feminisme, og dagen byder på oplæg, debat, koncerter og aktiviteter med fokus på kvinders liv og sundhed.
Endometriose Fællesskabet deltager i arrangementet og står klar til at møde besøgende i museets lounge fra kl. 10 til 13.
Her kan du blive klogere på sygdommene endometriose og adenomyose, høre om den lange vej til diagnose og tale med frivillige fra foreningen om livet med kroniske underlivssmerter.
Endometriose er en kronisk sygdom, som rammer omkring hver tiende person født med en livmoder i den fødedygtige alder. Sygdommen kan blandt andet give stærke menstruationssmerter, kroniske underlivssmerter og fertilitetsproblemer, og den kan have stor betydning for både livskvalitet og arbejdsliv.
På kampdagen sættes fokus på behovet for mere viden, bedre behandling og større prioritering af kvindesygdomme i Danmark.
Oplev en dag med fokus på kvinders sundhed
Programmet på KØN rummer en række aktiviteter, der sætter fokus på kvindekroppen, ligestilling og sundhed. Blandt andet kan du opleve:
• debat om kvinders sundhed og forskning
• oplæg om bogen Kvinde kend din krop og kvindehistorie
• installationer og workshops om krop og tryghed
• koncerter og fællessang
Der vil også være mulighed for at prøve en menstruationssmerte simulator og deltage i samtaler om smerter og tabuer.
Praktisk information
Tid: 8. marts 2026 kl. 10 til 17
Sted: Museet KØN i Aarhus
Pris: Gratis adgang til museet og aktiviteterne
Tilmelding: Ikke nødvendig
Der kan være begrænsede pladser til nogle aktiviteter, så det anbefales at komme i god tid.
Vi håber at se mange til en vigtig dag, hvor vi sammen sætter fokus på kvinders sundhed og på de sygdomme, som alt for længe har været overset.