Velkommen til Endometriose Fællesskabets podcast, hvor vi giver dig viden, støtte og inspiration til livet med endometriose og adenomyose.

Du finder vores serier på de platforme, hvor du foretrækker at lytte. Søg på Endometriose Fællesskabet.

Minipodcast serien


I denne podcast dykker vi ned i både korte episoder og længere samtaler om alt, hvad der vedrører endometriose – fra symptomer og behandlinger til de psykiske udfordringer og de praktiske aspekter af hverdagen.

Vi taler om, hvordan sygdommen påvirker arbejdet, studiet, relationer og mental sundhed. Vi inviterer både eksperter og medlemmer af fællesskabet til at dele deres erfaringer og rådgivning, så du kan få svar på dine spørgsmål og føle dig mere forstået og støttet.

Lyt med, når vi skaber et fællesskab, hvor du ikke er alene, og hvor vi sammen kan håndtere de udfordringer, endometriose bringer med sig.

Du kan lytte til det nyeste afsnit i serien her

Blodig alvor serien


Lyt med i Blodig alvor-serien, som er en del af Endometriose Fællesskabets podcast, hvor Sofie bliver indlagt på akutmodtagelsen, og vi møder en af dem, der kæmper for bedre vilkår for kvinder med endometriose.

Du finder alle afsnit af "Blodig alvor" her

Blodig alvor (1:3) Er det normalt?

Da Sofie Lorenzen er 13 år, får hun sin første menstruation. Hun har kraftige blødninger og stærke smerter, og derfor tager hun til lægen. Gang på gang får Sofie at vide af sin læge, at hendes smerter skyldes irritabel tyktarm. Hun bliver rådet til at spise HUSK, dyrke motion og leve glutenfrit, men intet hjælper - og en aften eskalerer hendes smerter.

I episoden kan du desuden høre overlæge Dorthe Hartwell, der er leder af endometrioseteamet på Rigshospitalet, fortælle, hvad endometriose er, og hvilke symptomer man skal være opmærksom på samt behandlingsformer.

🎧 Lyt med i næste afsnit af Blodig alvor-serien i Endometriose Fællesskabets podcast, hvor Sofie bliver indlagt på akutmodtagelsen, og vi møder en af dem, der kæmper for bedre vilkår for kvinder med endometriose.

Blodig alvor (2:3) Ulighed i sundhed

Sofie Lorenzen bliver indlagt på akutmodtagelsen på Svendborg Sygehus. Først mistænker lægerne, at hun har blindtarmsbetændelse, men så bliver hun undersøgt af en gynækolog, som fortæller hende, at hun formentlig har endometriose.

Hun skal bare have en henvisning fra sin praktiserende gynækolog, før hun kan blive udredt på sygehuset. Men så let går det ikke.

I episoden møder vi desuden journalist Louise Dreisig midt i forberedelserne til høringen om endometriose på Christiansborg, mens Ulrik Bak Kirk fra FEMaLe-projektet gør os klogere på den ulighed, der er i sundhed, når det kommer til køn. Han mener, at endometriose står i skyggen af de mere etablerede folkesygdomme såsom diabetes og kræft.

Ny forskning fra FEMaLe-projektet viser nemlig, at den manglende diagnosticering af endometriose ikke handler om, at kvinder ikke søger læge, når de oplever tegn på endometriose. Tværtimod faktisk.

🎧 Lyt med i tredje og sidste afsnit af Blodig alvor-serien i Endometriose Fællesskabets podcast, hvor vi følger journalist Louise Dreisig til høringen om endometriose på Christiansborg - og så får Sofie et afgørende svar fra hospitalet.

Blodig alvor (3:3) Stå ved dine smerter

Efter syv år med smerter får Sofie Lorenzen endelig bekræftet, at hun har endometriose, men der følger nye bekymringer med, og hun har mange spørgsmål, som hun ikke kan få svar på. Samtidig er endometriose endelig på den politiske dagsorden, og vi følger journalist Louise Dreisig til den åbne høring om endometriose på Christiansborg.

For hvorfor er der ikke mere hjælp at få, når man har fået diagnosen? Og kan høringen ændre noget for kvinder med endometriose i Danmark?

Kvinde kend din mens - serien


Oplever du smerter under din menstruations? Er sex forbundet med smerter? Eller frygter du, det kan blive svært at blive gravid?

Det er vigtigt, at du kender din menstruation for at vide, om den opfører sig, som den bør, eller om du faktisk render rundt med symptomer, som i sidste ende kan skyldes en sygdom.

I denne podcastserie Kvinde kend din mens taler vi med en jurist, to praktiserende læger, en gynækolog, en endometriosespecialist fra Aarhus universitetshospital og en fertilitetsspecialist, så du kan komme til at kende din menstruation, uanset hvor du er i din livscyklus.  

Du finder alle afsnit af "Kvinde kend din mens" her

1. Den praktiserende læge

I Kvinde kend din mens' første afsnit skal vi derhen, hvor det hele starter – i hvert fald for de fleste.
Vi skal nemlig tale med to praktiserende læger:
Dorte Ejg Jarbøl, Professor, ph.d., praktiserende læge i Kerteminde
& Kirubakaran Balasubramaniam, Lektor, Ph.d., læge.

Hvad sker der inde ved lægen? Hvad spørger de om? Kommer der en undersøgelse? Hvilke mistanker kan de have? Hvilke løsninger eller behandlinger kan de foreslå? Skal mens gøre ondt? Hvor mange smertestillende må man tage? Hvad med p-piller? Og bliver de mon sure, hvis du ringer og det viser sig, at ingenting er galt? Og hvad skal du gøre, hvis du hellere vil tale med en anden læge, end den du allerede har?

2. Gynækologen

I Kvinde kend din mens' andet afsnit skal vi en tur til Gynækologen.
Jeg taler med Speciallæge i gynækologi Henrik Vittrup, som har klinik i Virum.

Hvordan kommer du til gynækolog? Hvad sker der inde ved gynækologen? Hvad spørger han om? Bliver der foretaget en underlivsundersøgelse? Hvilke mistanker kan gynækologen have? Hvilke løsninger eller behandlinger kan han foreslå? Og hvordan foregår et forløb hos gynækologen, hvis han skal se dig igen? Og hvornår skal du henvises videre til en specialenhed?

3. Endometriosespecialisten

I Kvinde kend din mens' tredje afsnit skal vi tale med en specialist i endometriose. Det er Anne Gisselmann Egekvist som er Læge og Ph.d. i Kvindesygdomme og fødsler på Aarhus Universitetshospital. Hun er også en af dem, du kan møde på endometrioseklinikken på AUH.

Hvordan bliver man henvist hertil? Hvem skal opereres? Er en operation et quickfix? Hvilken operation skal du igennem? Hvordan er forløbet før, under og efter operation? Kan de finde på at fjerne din livmoder under operation, uden du ved det? Hvad sker der på forskningsområdet?
Kan du forbedre din livskvalitet ved at tale med en smertepsykolog? Og hvor meget gøres der egentlig for, at diagnosetiden for endometriose nedsættes?

4. Fertilitetsspecialisten

I Kvinde kend din mens' fjerde afsnit skal vi tale med en fertilitetsspecialist. Det er Mads Riiskjær, som er speciallæge i Gynækologi og Obstetrik. Han er medejer af Maigaard Fertilitetsklinik i Aarhus, hvor han til dagligt leder den sammen med to andre.

Vi skal selvfølgelig tale om fertilitetsbehandling. Hvad siger tal og statistikker ift. chancerne for graviditet? Hvordan kommer du i fertilitetsbehandling? Er der forskel på offentlige og private muligheder? Hvad koster det? Hvordan foregår fertilitetsforløbet helt konkret fra du står på klinikken til din 1. konsultation? Hvad hvis det ikke lykkes efter 1. forsøg? 2. forsøg? Hvad kan du/I selv gøre? Og hvordan hjælpes du generelt igennem et fertilitetsforløb, der på mange måder kan være rigtig svært at være i?

5. Den juridiske rådgivning

I Kvinde kend din mens' femte afsnit skal vi tale med en juridisk rådgiver, der er specialist i lige præcis de juridiske udfordringer, man kan komme i, når man har endometriose, der påvirker arbejdsevnen.
Jeg taler med Lone Lunau, som er partner i Futurum Law i Aarhus.

Men hvilke juridiske udfordringer er det lige, man kan komme i, når man har endometriose? Hvorfor kan man have brug for en juridisk rådgiver? Hvilke sager oplever Lone mest – og hvordan kan hun hjælpe med at løse dem på bedst mulig vis? Og hvad koster det, hvis man skal have juridisk rådgivning, der går udover den gratis rådgivning?

Tarm i balance - serien


Følg Cecilie, der har endometriose og irritabel tyktarm, når hun i samarbejde med klinisk diætist Mia Schomacker forsøger at få styr på det kaos, der foregår i hendes tarme.

Mia har som klinisk diætist og kandidat i sundhedsvidenskab specialiseret sig i endometriose og mave-tarmproblemer. Forskning har vist, at low FODMAP diæten kan afhjælpe symptomerne ved irritabel tyktarm hos 3 ud 4 personer med irritabel tyktarm.

Forskning viser også, at op imod 70% af kvinderne med endometriose også lider af irritabel tyktarm, og at diæten dermed kan hjælpe kvinder med endometriose med at få mere ro og balance i mave og tarm.

Tanken med denne podcast er, at du, der selv døjer med en urolig mave og tarm, kan få inspiration og vejledning til at kaste dig ud i diæten.

Du finder alle afsnit af "Tarm i balance" her

1. En samtale om livet, lort og low fodmap

I første afsnit af Tarm i balance får du at vide, hvad low FODMAP diæten er, hvordan den fungerer og hvorfor den kan være interessant for dig med IBS / irritabel tarm og/eller endometriose.

Du møder Anne, Cecilie og Mia.
Anne har været på diæten i 5 år, og hun fortæller, hvordan diæten ændrede hendes liv.


Cecilie vil gerne afprøve diæten, men aner ikke, hvordan hun skal gribe den an. Diætist Mia hjælper derfor hende og dig med at forstå low FODMAP diæten.

Afsnittet indeholder første del af den samtale, man skal have med sin diæt, inden man påbegynder diætens første fase.

2. Hvad skal man på den her low FODMAP diæt

I andet afsnit af Tarm i balance får du fortsættelsen af den samtale Mia og Cecilie begyndte i første afsnit.


Mia forklarer, hvad det er, man skal gøre på den her low FODMAP diæt. Hun forklarer, hvilke fødevarer Cecilie og du skal begrænse og droppe på diæten, og hvilke du gerne må beholde.

Samtidig giver hun uddybende forklaringer på Cecilies undren, og kommer også med gode råd og tricks til at gøre diæten nemmere at komme igennem.

3. Varedeklarationer, lettelse og første fase

I tredje afsnit af Tarm i balance får du mere indgående viden om, hvordan du finder ud af, om du må spise en fødevare eller ej, mens du er på diæten.

Mia gennemgår nemlig Cecilies skabe og kigger på fødevaredeklarationer, mens hun forklarer, hvad de mærkelige ord betyder – og hvilken betydning de har for dig på low FODMAP diæten.

Nu bør Cecilie være klar til at stå på egne ben og afprøve diæten selv. Hun er dog lidt overvældet, og beslutter igen at alliere sig med den erfarne Anne, der forklarer om de udfordringer, hun mødte i begyndelsen af diæten, og hvordan hun kom igennem de første fire uger.

4. Tarteletter og et SOS

I fjerde afsnit af Tarm i balance skal Cecilie nu for alvor i gang med low FODMAP diæten.


Afsnittet dækker over de første fire uger, hvor Cecilie skal følge diætens første fase. Den byder på frustration, glæde, tårer, tarteletter og et kriseopkald til Mia.

Heldigvis er der kage for enden af tunellen.

5. Hvordan genindfører man madvarer?

I femte afsnit af Tarm i balance skal Cecilie til 2. samtale i forløbet hos Mia.

Først vil Mia afgøre, om diæten har den ønskede effekt på Cecilie. Dernæst forklarer hun, hvordan man skal begynde at genindføre madvarer på low FODMAP diæten.


Genindføringen ser Cecilie frem til, da det betyder, at diæten bliver mindre striks, men derudover forklarer Mia også, hvorfor det er rigtigt vigtigt og afgørende for ens helbred, at man begynder at genindføre madvarer…

6. Jeg tør ikke genindføre

I sjette afsnit af Tarm i balance skal Cecilie til konfirmation, men hvordan skal man håndtere sin diæt, når man skal til et stort socialt arrangement eller generelt spise med andre mennesker?

Cecilie undersøger til konfirmationen, om sidemændene har bemærket noget usædvanligt ved hendes madindtag.


Og så er der lige det der med at genindføre madvarer… det går ikke ret godt - tarmene er endelig i balance fra første fase af diæten, så hvorfor ændre på noget nu!?

Anne fortæller om sine erfaringer under en madlavning, hvor Cecilie skal genindføre champignon.

7. Er diæten besværet værd?

I syvende og sidste afsnit af Tarm i balance er Cecilie til den sidste samtale i forløbet hos Mia.

Her taler de om, hvordan hele forløbet har været. Du hører også fra Anne en sidste gang, hvordan har hun det nu – og hvordan lever hun med diæten og endometriose?

Og endeligt, så får du et helt ærligt svar på, om diæten er besværet værd – er Cecilies Tarm i balance?

Q&A til Mia

Få svar på nogle af de spørgsmål, som Mia oftest bliver stillet, inden du skal i gang med low FODMAP diæten.

Bloody Hell


Hvorfor er en bog om endometriose egentlig vigtig?

Det er der simpelthen så mange gode grunde til, at jeg umuligt vil kunne liste dem alle op.

Men der ligger mange tanker og mange overvejelser bag min bog ‘Bloody Hell’.
Dem vil jeg gerne fortælle jer alle om, så derfor inviterede jeg min gode ven og mange-årige makker på Liga på P3, Jesper Holm, med i podcast-studiet, så vi sammen kunne få alle pointerne frem.

Og måske endda begge lære noget undervejs.

Endometriose Fællesskabet


Overvejer du at blive frivillig i Endometriose Foreningen?

Lyt til Endometriose Fællesskabets direktør Anne Hovmøller fortælle, hvad hun har fået ud af at være frivillig, hvilke opgaver hun og andre løser i foreningen og hvordan du kan bidrage, hvis du har lysten til at hjælpe dig selv og en helt masse andre kvinder med endometriose!

Hvis du kan se dig selv som frivillig i foreningen, kan du læse mere via nedenstående link
Vi glæder os til at høre fra dig!

Verdenskongres i Endometriose

Endometriose Foreningen har været til verdenskongres om endometriose.
Podcasten opsummerer alle de vigtige og relevante pointer og resultater fra alt den forskning præsenteret, der pågår i og omkring endometriose.

Så vil du være klogere på, hvilke nye resultater forskningen peger på i forhold til fx svær endometriose, cannabis som smertestillende, p-piller og blodpropper, fertilitet, diagnosetid og hvad du selv kan gøre, samt en masse andre interessante aspekter af endometriose – Så lyt med!

Overblik over alle afsnit på vores podcast