Leder eller arbejdsgiver

“Min leder vidste ikke noget om endometriose, men da jeg sagde, at jeg ville kunne passe mit arbejde bedre med lidt fleksibilitet, var han faktisk meget lydhør.” 

Det kan være svært at tage hul på en samtale med sin leder, især hvis det handler om noget personligt og usynligt – som smerter, træthed, fertilitetsbehandling eller symptomer i forbindelse med overgangsalderen. Mange er bange for at virke svage, mindre arbejdsdygtige eller “besværlige”. Men en god samtale kan skabe bedre forståelse, færre misforståelser og mulighed for at finde løsninger, der gør dit arbejdsliv mere bæredygtigt. 

Her er nogle råd til, hvordan du kan gribe det an.

Forbered dig – og beslut, hvad du vil dele

Du behøver ikke dele diagnoser eller detaljer. Du kan i stedet fokusere på, hvordan det påvirker dit arbejde, og hvad du har brug for. Brug fx en sætning som:

“Jeg har nogle helbredsmæssige udfordringer, som betyder, at der er perioder, hvor jeg har behov for tilpasning – og jeg vil gerne tage ansvar for det på en god måde.”

Fortæl om dine behov – ikke kun dine symptomer

Det hjælper din leder mere at vide, hvad du konkret har brug for, end hvorfor. Du kan fx sige:

“Jeg fungerer bedst, når jeg kan arbejde hjemme et par dage om måneden.”

“Hvis vi kan planlægge de tunge opgaver uden for de dage, hvor jeg oftest har smerter, vil det gøre en stor forskel.”

Vis, at du tager ansvar

Det kan give tryghed for lederen at høre, at du selv vil være med til at finde løsninger. Du kan formulere det sådan:

“Jeg deler det her med dig, fordi jeg gerne vil sikre, at vi kan finde en god løsning sammen – og fordi jeg fortsat gerne vil bidrage, så godt jeg kan.”

Brug en §56 som støtte

Hvis du ofte er fraværende pga. helbred, kan du nævne muligheden for en §56-aftale. Du kan sige:

“Der findes en ordning, som kan gøre det nemmere for både jer og mig i forhold til sygefravær. Jeg vil gerne høre, om vi kan tale om den.”

Det er okay at tage samtalen i etaper

Du behøver ikke fortælle alt på én gang. Du kan tage hul på det i første omgang – og vende tilbage, hvis det føles mere trygt over tid.

“Jeg siger det her nu, fordi jeg tror, det vil være rart for samarbejdet. Jeg skal nok sige til, hvis der er mere, vi skal tale om senere.”

Husk - Du skal ikke undskylde, at du passer på dig selv. Ved at tage samtalen skaber du ikke problemer – du forebygger dem. Mange ledere vil gerne støtte, men har brug for din hjælp til at forstå hvordan.