Anne Hovmøller 
Anne Hovmøller, Formand og kontakt til pressen:
Jeg trådte ind i bestyrelsen oktober 2007, og har siden 2008 varetaget rollen som Formand for Endometriose Foreningen.
Jeg har selv været medlem af foreningen siden 1998 hvor jeg fik konstateret endometriose. Jeg brugte foreningens årsmøder til at møde andre med endometriose og får alt den viden jeg kunne omkring sygdommen. Og fra 2001 passede jeg en telefon infolinje.
Jeg er uddannet indenfor økonomi, og arbejder til dagligt i en arkitekt virksomhed i Grenaa, hvor jeg varetager opgaver indenfor økonomi og administration. Jeg er gift og har 2 små børn. Jeg har været en af dem hvor endometriosen har gjort det svært at få børn, jeg har 10 år med fertilitetsbehandlinger bag mig, så her har jeg en enorm viden jeg gerne deler med andre.
Ligeledes har jeg mange operationer bag mig, men ellers har jeg lært at takle en hverdag hvor sygdommen er blevet en faktor som jeg lever med på bedste måde.
Arbejdet i foreningen er spændende for mig. En absolut skræmmende oplevelse at stå som formand for sådan en forening tilbage i 2008. Men langsomt og med små skridt er rollen blevet en uundværlig del af mit liv. Jeg nyder og være med til at gøre en forskel for piger med endometriose. Den bedste kamp mod min sygdom tager jeg ikke gennem min egen krop, men ved at bruge kræfterne på at andre piger ikke skal igennem det samme som jeg selv.
At snakke med piger med endometriose der har spørgsmål og problemer, hvor man kan være med til at hjælpe, giver en glæde der tager noget af min egen træthed. At få PR-folk eller journalister til at syntes at vi kæmper en vigtig kamp, får mig til at glemme mine egne smerter. Og dette overskud kan jeg så med det samme genere til mere kamp for at få denne sygdom på folks læber. Jeg har en fantastisk bestyrelse bag mig, og endnu flere deromkring som også er en del af foreningens arbejde. Vi har et samarbejde som jeg nyder meget.
Udover Formandsposten varetager jeg også en del af foreningens økonomi og administration. Denne arbejdsopgave giver mig en god helhedsforståelse og meget stort indblik i alt hvad der sker i foreningen og blandt medlemmer. Denne viden er vigtig når jeg skal træffe beslutninger og få nye ideer. Føler jeg på den måde er meget tæt på Jer medlemmer.
Jeg bruger rigtig mange frivillige timer hver uge på dette frivillige arbejde, men jeg får så meget igen, at jeg slet ikke kunne forestille mig noget andet lige nu. Jeg kan kun opfordre andre til at spørge sig selv om de ikke kunne få lyst til at bruge noget af deres frustration, over at have fået en rigtig træls kronisk sygdom, på at hjælpe andre, på den måde får man det faktisk lidt bedre selv - tror du mig ikke så prøv det!!